I dag har jeg været oppe i butikken for at aflevere nøgle og personale kort. Jeg har nemlig efter flere overvejelser, valgt at stoppe som elev hos Saint Tropez.
Jeg har siden december 2017 kæmpet lidt med mig selv, mit helbred og min psyke. Jeg røg ned med stress og fik for alvor øjnene op for, hvor hårdt jeg har presset mig selv og min krop efter transplantationen. Efter mange samtaler med famile, kæreste og psykolog kunne jeg mærke at jeg skulle stoppe i butikken. Det var for hårdt med 37 timer, både fysisk og psykisk. Jeg skal altså huske på at det kun er 2 år siden at jeg blev isoleret på Rigshospitalet fordi jeg var så syg. Fik hård kemo og havde flere måneder hvor jeg næsten intet spiste og var meget deprimeret. Det er klart min krop skal arbejds langsomt igang, men jeg var/er så utålmodige.
Men nu, husker jeg at tænke på mig selv og min fortid. Så planen er at jeg skal i skolepraktik, indtil jeg finder en ny elevplads, som gerne vil have mig på 25-30 timer. Det vil give arbejdspladsen en bedre og mere stabil Louise, og give mig selv mere ro og overskud i hverdagen. Jeg er ikke ked af det eller føler mig mere deprimeret over at jeg nu er sat på stand-by. Jeg er nærmere lettet og stolt af mig selv, og det er vigtigt at klappe sig selv på skulderen i situationer som disse, hvor man mærker efter, og gør hvad der er bedst for en selv og ikke andre.
Men det her er ikke en afslutning – det er derimod en begyndelse på et nyt kapitel i mit liv, som jeg glæder mig rigtig meget til.
